Nyheder fra Diætistklinikken - maj 2010
Workshop i udnyttelse af de sociale medier
Kære alle
Måske lidt pudsigt at indlede netop dette nyhedsbrev med en workshop, der ikke lige læner sig mest op af mine kompetencer. Men rolig nu – jeg er kun ophavskvinden til det. Jeg har en formidabel kvinde til at berige jer, med al den viden, I har behov for til at markedsføre jeres produkter og jeres virksomheder på de virtuelle medier.
Tiltaler følgende beskrivelse dig, så skynd dig at tilmelde dig.
Vil du være bedre klædt på til at anvende de forskellige virtuelle medier optimalt i forhold til dit erhverv – så meld dig til denne workshop.
Har du en profil på facebook og evt. LinkedIn, som du ikke udnytter fuldt ud erhvervsmæssigt, fordi du enten ikke er helt fortrolig med at anvende mulighederne eller måske ikke har haft tid til at sætte dig ind i funktionerne, så giver denne workshop gevinst.
Du får vinkler på, hvordan du kan gøre andre opmærksomme på det du kan, det du arbejder med. Kort sagt en udførlig gennemgang af alle de muligheder der er i forhold til at synliggøre dit arbejdsliv, og dermed være med til at påvirke øget vækst ved at tiltrække flere potentielle kunder.
Et eksempel kunne være at du vil gøre opmærksom på et kursus/workshop/temadage, forsøge med en annonce eller lignende.
Du vil efter dette kursus være i stand til at
- Anvende de funktioner, der er på facebook og LinkedIn målrettet dit erhverv
- Vurdere forskellen på at oprette en fanside og/eller en event omkring et emne en cd en bog eller andet
- Anvende disse medier i dagligdagen så de skaber den opmærksomhed på din virksomhed, som du gerne vil have.
Det forventes
- At du som minimum har en profil på FaceBook og gerne også på Linked In.
- At du medbringer din bærbare med tilslutning til nettet eller telefon med netadgang
Underviser
Du får en solid ekspertise forærende i Susanne Andreasen fra All-Web i Horsens.
Sted
HUC (horsens uddannelses center) på Holmboes Allé lokale 441
Arrangør
DiætistKlinikken HanneSvendsen i samarbejde med Susanne Andreasen.
Pris
Du bliver køreklar med hensyn til markedsføring på Facebook og LinkedIn for kun kr. 675,00 kr. inkl. moms.
Tilmelding
Snarest - der fyldes op efter først til mølle princippet.
Send dit fulde navn og adr. til mail@diaetisten-jylland.dk Hanne Svendsen og du får faktura tilsendt.
Vindere af påskegækken
Svaret er Erica Jung. Vinderen blev udtrukket blandt 6 tilsendte rigtige svar og vinderen blev: Helle Dalsgaard, Århus, som fik bogen ”Velvære og Vægt en helhed” tilsendt.
Klub MadmedSmil
Chokolade workshop
Desværre er det gået op for mig, at det er rigtig besværligt - for ikke at sige umulig - at leje et køkkenskolelokale. (Det kan jeg ikke som firma, der lejes kun ud i offentlig regi).
Jeg er ved at miste troen på at kunne indvie jer i denne pragtfulde chokolade mousse (som oven i købet ikke vælter dig omkuld med kalorier.), ligesom der kan fremstilles de lækreste Sarah Bernard – mums.
Hvis du tør kan du oven i købet få lækkerierne med noter af friskhakket estragon, måske lidt chili og/eller frisk presset ingefær - wauv.
Mit mål var at afvikle det inden sommer, sådan at du/I kunne anvende lækkerierne til studenterfesten eller blot som forrygende sunde fristelser af den uimodståelige slags til de lyse sommeraftener.
Men men – jeg/vi er ved at have klub madmedsmil på vingerne og det kunne måske være en af de første videospot. På den måde vil du alligevel få muligheden. Du hører nærmere.
Bøger
Jeg har fået fingre i sublime bøger her på det sidste.
De første er af kokken Killa Enna, kender du ikke hende, bliver du nødt til at tjekke hende ud – søg på google. Hun har blandt andet skrevet en helt ubeskrivelig bog om krydderier, som jeg falder helt i svime over. Hendes beskrivelser af krydderierne og hvad vi får ud af dem, når vi selv kværner, morter og mikser er helt i tråd med min passion for smagfuld sund mad.
En kvinde i mit netværk har skrevet og udgivet på eget forlag bogen ”Tag kampen op mod alkoholafhængighed”. Metoder til knægtelse og benægtelse. Og som Anna Marie Aggerholm så rigtig skriver på sin hjemmeside www.alcologic.dk ”man kan ikke løse et problem, med det der har skabt det”.
Sidst men ikke mindst så er jeg i fuld gang med min egen nye bog, som I snart vil kunne følge med i.
Inden opskriften vil jeg invitere dig til at teste Klub mad medsmil, ligesom jeg tager imod med taknemlighed, hvis du har lyst til at komme med din mening om, hvad der skal være i klubben for at du vil anvende den. Send mig blot en mail på mail@diaetisten-jylland.dk
Forårssuppe
Jordskoksuppe – 4 personer
500 - 700 g jordskokker
2 store løg evt.
1 persillerod
6 dl vand
2-4 stk. gulerødder
1 rød peberfrugt
½ kg fersk kyllinge kød som skæres i tern
Krydderurter: Citronmelisse, Estragon eller Rosmarin
Krydderier: muskatnød, salt og hvid peber
Fremgangsmåde
De rensede jordskokker koges møre sammen med halve løg og evt. 1 persillerod.
Herefter blender du det og kommer det tilbage i gryden og tilsætter ½ - 3/4 l minimælk og lader det koge op under omrøring sammen med gulerødder skåret i mundrette bider.
Til sidst tilsætter du kylling kød i tern.
Smag til med salt og friskkværnet hvid peber samt de hakkede krydderurter, som du nu vælger at komme i og endelig 1/4 frisk revet muskatnød.
Toppings:
1 rød peberfrugt i små tern.
Hvis du hellere vil anvende rejer, som protein kilde frem for kylling, kommer du først et par spsk., rejer i din suppe tallerken og dernæst hælder du suppen over.
Kan spises som hovedret evt. med brød og/eller kogte perlebyg eller kogte quinoa kerner du blander i suppen inden servering.
Kærlig hilsen
Hanne Svendsen
Diætistklinikken Hanne Svendsen
Horsens Sundhedshus,
Grønlandsvej 1, 1-6.
8700 Horsens
TLF.: 75 65 53 60
MOBIL: 20 73 94 26
Mail: mail@diaetisten-jylland.dk