
Pressemeddelelse
5. januar 2009
Ny sundhedskampagne stiller skarpt på fuldkorn
Logo skal hjælpe danskerne til at vælge fuldkorn først.
I dag begynder en helt ny sundhedskampagne. Kampagnen, der skal løbe frem til 2011, stiller skarpt på fuldkorn.
Danskerne var engang så gode til at spise det gode fuldkorn. Men sådan er det ikke længere. I dag får 94 procent af den danske befolkning alt for lidt fuldkorn.
Særligt de unge har ’glemt’ at spise fuldkorn, og det er en skam! Fuldkorn indeholder nemlig alt det bedste fra kornet, herunder en række vigtige mineraler og vitaminer. Samtidig viser undersøgelser, at fuldkorn kan være med til at forebygge fedme og en række livsstilssygdomme.
”Det er vigtigt, at danskerne spiser mere fuldkorn. Ikke alene er der langt flere vitaminer og mineraler i fuldkorn, det mætter samtidig mere og kan dermed være effektivt i kampen mod fedme. Vi har netop indarbejdet fuldkorn, i de otte kostråd, så kampagnen her er meget velkommen. Jeg håber, den vil være med til at gøre en forskel for vores sundhed,” siger Fødevareminister Eva Kjer Hansen og fortæller, at hun derhjemme spiser fuldkorn til morgenmad - i form af havregrød. ”For mig er det en god ballast til at komme igennem de ofte lange dage på kontoret i ministeriet.”
Danskerne skal vælge fuldkorn først
Bag den nye kampagne står Fuldkornspartnerskabet. Fuldkornspartnerskabet er et tværfagligt samarbejde mellem myndigheder, sundhedsorganisationer, interesseorganisationer, detailhandel og en række fødevareproducenter.
I kampen for at få danskerne til at spise mere fuldkorn er Fuldkornspartnerskabet bevæbnet med et forbrugervenligt fuldkornslogo. Desuden har en række kendte danskere sagt ja til at blive fuldkornsambassadører.
Kampagnens slogan er: ’Vælg fuldkorn først’. Danskerne skal huske at vælge fuldkorn først, når de køber kornprodukter.
Baggrunden for fuldkornslogoet er Fødevarestyrelsens officielle anbefaling formuleret i de 8 kostråd. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man vælger fuldkorn først, både når man spiser morgenmadsprodukter, brød, ris eller pasta.
Helt konkret kan det være én portion havregryn og 1-2 skiver rugbrød – men der er mange andre måder at få sit daglige fuldkorn.
Foreningen af Kliniske Diætister har, som repræsentant for mere end 90 % af de danske diætister, valgt at gå ind i partnerskabet bag fuldkornskampagnen, fordi diætister netop dagligt rådgiver danskerne om kost og diæt på baggrund af de officielle kostråd. Og vi arbejder netop med at finde de gode råd, der passer til den enkelte person, også når det kommer til at vælge fuldkorn først.
For yderligere information:
Formand for Foreningen af Kliniske Diætister, Ginny Rhodes på gr@diaetist.dk tlf.: 20 78 61 10
Kampagneleder Regitze Siggaard på rsi@fuldkorn.dk tlf.: 30 38 15 36.
Læs mere om fuldkornskampagnen på www.fuldkorn.dk.
En kampagne på tværs
Fuldkornspartnerskabet har gennem de sidste år arbejdet for at tilvejebringe det videnskabelige grundlag for anbefalingen af fuldkorn. Det er blandt andet blevet til rapporten ”Fuldkorn”, der er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet, Afdeling for Ernæring. maj 2008. Rapporten udgør vidensgrundlaget for kampagnen. Fuldkornspartnerskabet har også arbejdet med at opkvalificere de ernæringsprofessionelle og diætister i fuldkorns gavnlige egenskaber, ligesom de har arbejdet med produktudvikling af fuldkornsprodukter.
Det er ikke nok alene at fortælle forbrugerne, at de skal spise mere fuldkorn. Der er også nødt til at være et tidssvarende og varieret udbud af fuldkorn, hvis man ønsker at ændre på danskernes kostvaner.
”Via den tætte dialog mellem erhverv, organisationer og myndigheder har vi skabt et unikt grundlag for en virkelig effektfuld kampagne. Flere producenter er i gang med produktudvikling, og vi har en fin opbakning fra detailhandlen. Samtidig kan vi i partnerskabet lære meget af den enorme erfaringsmasse som diætisterne og patientforeningerne har” fortæller Regitze Siggaard, der er kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.
![]() |
Hvad enten du skal ned eller måske op i vægt, ændre din kost på grund af sygdom eller vil fore- bygge SKAL din mad ALTID være noget at se frem til EN NYDELSE |
